Jeg kan ikke stå på siden og se mine børn blive store. Det har taget mig lang tid at erkende. Ikke fordi jeg synes det er forkert, men fordi det betyder jeg må gå på kompromis med mange andre ting jeg også har lyst til.
Jeg har forsøgt at få en work/life balance til at fungere, men jeg er ikke typen der kan gå halvt ind i noget. Det har også taget mig lang tid at indse. Det driver mig til vanvid, helt ærligt, ikke at kunne være tilstede 100%, der hvor jeg er.
Det hele er faktisk enormt egoistisk. Jeg vil se mine børn. Jeg vil lege med dem. Jeg vil opleve deres første skridt, ord, stregtegning, cykeltur osv osv.
Mest af alt vil jeg gerne være nærværende og samtidig vil jeg også gerne gøre det hele rigtigt.
Ikke på den der overklamrende, jeg skal være med i alt ting måde, men at jeg er tilstede når de har behov. At jeg ikke kigger på uret for at tjekke hvornår det nu er sengetid, fordi jeg selv er helt mast efter en lang dag.
Livet er ikke en boomerang, vi er havner præcis der hvor vi kaster os hen.
Jeg vil have det bedre end vi har det. Jeg vil leve nu og ikke i mine fremtidsdrømme. Mine drømme skal være i nuet og ikke imorgen, næste uge eller om et år. Jeg skærer ind til benet. Finder ud af hvad der virkelig betyder noget og hvad jeg virkelig savner. Hvor vil jeg gerne være lige nu og ikke om fem år.
Jeg har lært at lade det fylde som jeg har og ikke det som jeg ikke har. Jeg ser ikke længere på naboens Audi med savn eller misundelse, fordi jeg har ikke brug for den. Jeg har ikke brug for alt det der. Ting og sager. Minimalisme bølgen kom nærmest som sendt til mig. Sammen med zerowaste. Jeg har ikke brug for materielle ting for at fylde min sjæl op længere, fordi det betyder ikke noget.
Måske er det også derfor alt ting pludselig virker så fjollet. Jeg skynder mig igennem mælk, havregryn og tandbørstning. Jeg aflevere to halvtrætte børn til andres hænder for selv at tage den lange køretur, i myldretrafik indtil byen sammen med resten af danmark, og føler mig dum og useriøs.
Når mit behov for penge bliver mindre så virker det hele meningsløst. Hvad skal jeg med alle de penge og uden den tid ???
Livet er ikke en boomerang der kommer tilbage når vi kaster den ud, livet er en pind … du kaster den, den lander nogenlunde der hvor du troede den ville havne og du må som oftest selv hente den. Vores handling kan ikke gøres om, der er nul fortrydelsesret.
Fornyligt viste DR en serie, hvor man fulgte forskellige familier i deres jagt på det gode liv. Jeg synes ikke serien kom med nogen svar, men jeg synes det var tydeligt at hvis man jagter materialisme så bliver man ikke lykkelig. Den familie der smilte mindst, var den som hungrede efter at skabe et stort hus på Kreta. Det hus kom til at fylde det hele.
Måske kommer de til at smile når det er færdigt, det håber jeg for dem.
