Om babyorganic

– Jeg holder af hverdagen
– Jeg er vild med den
– Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen
– Jeg holder stinkende meget af hverdagen

– Dan Turèll

Babyorganic er en hjemmeside som er opstået, som så mange andre, under en barselsperiode. Vi har i flere år forsøgt at handle økologisk i vores husholdning, med de dertil eksisterende vanskeligeheder. Heldigvis er økologi ved at få rigtig godt fat i os herhjemme og det glæder mig at flere og flere producenter har indset at forurenede fødevarer ikke er vejen til succes.

Desværre er økologi ikke nok, til at skrue os ud af den spiral vi som samfund, land eller verden, har drejet os ind i. Der skal mere til, meget mere.

Det er det jeg vil italesætte på babyorganic.dk. Hvordan kan vi være bæredygtige individer, familier og jordboer. Hvordan styrer vi forbi alt det vi har lært at styre imod. Hvad kan vi selv gøre og hvor besværligt er det. For når alt kommer til alt er det stadig det ukendte der skræmmer os som mennesker. Også selvom det ukendte, er det mest naturlige.

Jeg er mor. Jeg har sat små væsener i verden, i den tro at verden vil bestå og at de også skal have en græsplæne at dykke tæerne i en varm sommer morgen.

Jeg håber at kunne inspirere og motivere. Kaste dråben i havet, som er med til at sætte ringene igang. Gøre mit bedste for at lære mig selv og derigennem mine børn, at vi kun er her kort tid, men at der kommer mange efter os som skal have lige så rig mulighed for at nyde naturen, luften og de smukke solnedgange. Ikke mindst håber jeg at kunne finde de værdier, måske undertrykt af industrien, samfundet og globaliseringen, som kan hjælpe os til at lægge fokus der hvor vi bliver lykkelige. At give livet værdi og ikke værdier livet.

Jeg håber du vil læse med, komme med kommentarer og give dit syn på hvordan vi alle kan få en bæredygtig hverdag.

Håbefulde hilsner

Tina


16522441_1159498004149200_1135524145_o